Lykken er... en Inter 700 i Silkeborg
Tja, der er mange veje til lykken. Én af dem er at have en båd ved 'Indelukket' i Silkeborg. Med masser af muligheder for weekend-hygge og dag- og aftensture på Silkeborgsøerne har Kurt Poulsen fra Funder ved Silkeborg alle chancer for en god sommer.
’Indelukket’ ved Silkeborg må være noget nær det perfekte sted at have sin båd liggende.
Tæt på skoven og Silkeborgsøerne bliver naturen ikke smukkere, og når Hjejlen damper forbi fire gange om dagen, er skønmaleriet fuldbragt. Og så er der masser af liv om sommeren.
Her har Kurt Poulsen og hans kone fra Funder ved Silkeborg deres Inter 700 – ’Søstjernen’ - liggende. Og de nyder at slå et smuk forbi båden og tilbringe en aften eller en weekend på den.
Sluk mobilos!
”Det er en dejlig måde at slappe af på. Vi slukker altid mobiltelefonen, når vi tager herned – så kan vi være os selv”, fortæller Kurt.
”Hjemme er der altid noget, der lige skal gøres. Men når kommer herned, bliver det hele lidt mere enkelt”, betror Kurt os.
Charmerende Inter
Selvom hans Inter 700 ikke oser af vild luksus, er den yderst charmerende. Kurt og konen købte den i 2004; dengang havde den 125 sejltimer. Nu er den oppe på omkring 385 sejltimer, og Kurts kone fører logbogen.
Båden er udstyret med hardtop, og det betyder, at de kan bruge det lille, funktionelle køkken i al slags vejr.
Den 4-cylindrede dieselmotor med turbo gør det ganske udmærket på småturene ud på Silkeborg-søerne, men på familiens to ture til hhv. Limfjorden og ned langs den jyske østkyst, kunne de godt bruge 10-20 hk mere.
God udnyttelse
Noget af det første man lægger mærke til er, at pladsen er virkeligt godt udnyttet på den charmerende Inter 700. Udefra ser den ikke overdimensioneret ud, men man får fornemmelsen af, at hver en kvadratcentimenter er udnyttet til fulde.
To mennesker sover komfortabelt i båden – også mere end et par dage ad gangen. Og man kan uden problemer have en let garderobe med i skabene. Bagerst i båden er der god plads i det lille sofa-arrangement, der giver frit udsyn til vandet og træerne omkring ’Indelukket’.
En håndværkers fordele
’Søstjernen’ har både køle- og fryseskab og fladskærmsTV. Ikke fordi det er stanardudstyr på en Inter 700, men fordi Kurt Poulsen selv har installeret 220 volt på båden.
Og så er det jo en fordel at have rodet lidt med strøm og mekanik. Her er Kurt på hjemmebane, for når han ikke nyder livet på båden, er han mekaniker.
Flydende sommerhus
’Søstjernen’ fungerer som et sommerhus for Kurt og konen. Sidst år gik sommerturen via Horsens til Fyn. Forrige år til Limfjorden. Og de er glade for deres flydende sommerhus.
”Det er lige så godt som at have et sommerhus – men der er mindre at gøre rent. Og ingen græsplæne”, griner Kurt.
Billigt alternativ
I forhold til at have et sommerhus er en båd et tiltalende alternativ. En Inter 700 med omkring frem år bagen koster rundt regnet en halv million.
Dertil skal man regne med omkring 6000 om året til kommunen for at have både parkeret ved det eventyrlige ’Indelukket’.
















