Løb tør for mad over Atlanten
Roer tog turen fra New York til Europa og slår 114 år gammel rekord. De sidste fem dage manglede der mad. Turen tog 44 dage.
De fire besætningsmedlemmer: Skotske Leven Brown og Don Lennox, irske Ray Carroll og Livar Nystad fra Færøerne er dermed de hurtigste nogensinde til at krydse Atlanten i en robåd. Et eventyr, der tog sin begyndelse den 17. juni i New York. Turen tog 44 dage.
Den tidligere verdensrekord kan dateres helt tilbage til 1896, hvor de to nordmænd George Harbo og Frank Samuelsen tilbagelagde turen på 55 dage.
Siden har mange forsøgt sig, men det er ikke lykkedes nogen at sejle hurtigere end nordmændene, før båden med briterne og færingen færdiggør deres rejse i dag.
Men det har ikke været en dans på roser at nå målet. Besætningen har parvis roet i to timer efterfulgt af to timers pause, og de har kun stoppet, hvis vejret har tvunget dem til det, hvilket blandt andet skete 30. juni, hvor bølger på mellem fem og 10 meter tvang den lille besætning til at fokusere på at holde båden oven vande.
10 meter høje bølger
Bedre blev det ikke den 16. juni, kan man læse i besætnings logbog.
”Bølgerne har været store, og det har været en hård, hård dag. Vi er blevet gennemblødt flere gange og er kæntret to gange, blandt andet da vi blev ramt af en 10 meter høj bølge, så Mr. Carroll måtte en tur i vandet. Vi længes efter at komme hjem, hvor vi kan være varme og tørre,” lyder det.
Siden hen har avisen The Guardian været i kontakt med Leven Brown, der via en satellittelefon kunne fortælle om flere af prøvelserne – særligt har det taget hårdt på besætningsmedlemmerne, når en har været en ufrivillig tur i vandet.
”Det er altid nervepirrende, når en person ryger i vandet, for vi har så få kræfter herude, at chancerne for at få folk tilbage i båden ikke er store,” forklarede han.
Ingen mad mere
Brown kunne også fortælle, at de alle lugtede grimt efter lidt over 40 dage på havet, og strabadserne betød, at de i gennemsnit har tabt ca. 19 kilo, hvilket til dels skyldes, at de er løbet tør for mad.
”Vi løb tør for madrationer for fem eller seks dage siden – alle sulter,” sagde Brown, der dog stadig er glad for, at han tog med ombord. .
